Rigshospitalet sender nybagte mødre hjem fire timer efter fødslen, men mange gange går det for hurtigt, fortæller jordemoder på Rigshospitalet Pernille Truelsen. Det kan betyde, at mødrene aldrig får gang i amningen, og flere bliver genindlagt.
Siden Rigshospitalet nedlagde deres barselsafsnit i december 2018, har fødegangens jordemødre løbet stærkere, end de plejer. I stedet for at blive indlagt bliver mødrene omkring fire timer på fødegangen, inden de sendes ud ad døren og hjem på egen hånd. Desværre går det nogle gange lidt for hurtigt, når en jordemoder på kun få timer skal vurdere om en ny familie er rustet til at klare sig selv.
“Man tænker, det er nok godt nok”
Fordi presset på fødegangen er så stort, vil man gerne have folk videre i systemet. Det fortæller Pernille Truelsen, som har været jordemoder på Rigshospitalet i 25 år. - Nogle gange har man ikke set en reel god amning, men man skal til at rydde fødestuen, så man tænker, det er nok godt nok, og der kommer jo også nogen hjem til dem i morgen. Så det er klart, nogle gange går det alt for stærkt, fortæller Pernille Truelsen. Forholdene på fødegangen forhindrer jordemødrene i at gøre sit arbejde, mener den erfarne jordemoder. - Det er rigtigt svært at vurdere og være helt sikker på, at en kvinde er klar til at komme hjem. Det kræver man har været omkring kvinden et par timer for at se, hvordan klarer hun at håndtere barnet. Og det kræver jo ikke, at du kun står der fem minutter. Jordemødrene skal jo bare videre til den næste, og det er bare ind og ud og udfylde en masse på computeren, fortæller Pernille Truelsen.
Ubrugelig amme-hotline
En af de 859 kvinder, Rigshospitalet siden december 2018 har sendt hjem få timer efter fødslen, er Marie Linander Henriksen. Hun bliver mor for første gang, da hun føder datteren Ronja 5. juni 2019.
Da familien kommer hjem, opstår der hurtigt problemer, fordi Ronja ikke vil ammes. Derfor ringer Marie og hendes kæreste til Rigshospitalets hotline, som skal vejlede dem.
Efter en nat med tre opkald til Rigshospitalet, tre forskellige jordemødre og en mislykket amning, mener Marie Henriksen ikke, at vejledning over telefonen er optimalt.
- Den hotline virker ikke rigtigt i forhold til amning i hvert fald, hvor de jo ikke kan se, hvordan jeg lægger hende til eller hvordan hun har fat på min brystvorte. Det var rimeligt ubrugeligt faktisk, fortæller den nybagte mor.
Den kan Pernille Truelsen godt forstå. Som jordemoder på Rigshospitalets efterfødselsklinik er hun en af dem, der sidder i den anden ende af røret.
- Selvfølgelig kan man godt få noget vejledning, men det er jo ikke sikkert, det er nok. Nogle gange vil man jo gerne stå overfor et menneske, der lige præcis kan se, hvad der foregår. Det kan være svært at beskrive over telefonen, forklarer Pernille Truelsen.
Måtte søge hjælp i det private
Dagen efter fødslen får familien et hjemmebesøg af en jordemoder fra Rigshospitalet. Datterens vejrtrækning er overfladisk, og da jordemoderen ikke er tryg ved at efterlade dem, tager de tilbage til Rigshospitalet. Efter otte timer i et venteværelse får familien hjælp af en sygeplejerske, der skal få amningen til at fungere.
- Vi blev instruerede i at pumpe, så vi kunne give hende min mælk på kop og så lidt erstatning. Jeg nægtede, at det var sådan, det skulle være, for jeg ville virkelig gerne have amningen op at køre. Så min kæreste og jeg var enige om, at så måtte vi betale os fra det, fortæller Marie Henriksen.
I frustration over den mislykkede amning bestiller familien altså et ophold på det private barselshotel Baby Instituttet i Gentofte.
- Vi får bare den bedste hjælp. En jordemoder, der er sammen med os 24/7. Amningen kom i gang, og Ronja lærte at sutte igen. Det havde hun jo glemt, efter hun havde fået mælk på kop. Siden da har amningen kørt, og jeg ammer stadig på 9. måned. Så det var virkelig alle pengene værd, siger Marie Henriksen.
Baby Instituttet viste sig at blive familiens redning.
- Lige pludselig var der en voksen, som sagde hvad jeg skulle gøre, fordi jeg var så træt og udkørt og overvældet, så det var bare lige det, hvad jeg havde brug for, fortæller Marie Henriksen.
Det offentlige svigter mødrene
I takt med, der er blevet skåret ned på området, er private tilbud om fødselsforberedelse, ammehjælp og barselsophold steget. Det er en tendens, som jordemoder Pernille Truelsen ville ønske, man kunne undgå:
- Jeg har det rigtigt dårligt med folk føler, de skal ud at købe sig til noget, som jeg tænker måtte være et helt normalt tilbud i det danske samfund. Jeg prøver selvfølgelig at berolige dem og minder dem om, at de kan komme lige så tosset de vil i vores ambulatorium. Men jeg kunne godt have ønsket, at de havde et frit valg fra starten af, forklarer Pernille Truelsen.
Formanden for Jordemoderforeningen, Lis Munk, ville også foretrække, at det offentlige var nok.
- Grundlæggende skulle vi være så dygtige i det offentlige, at vi faktisk kan dække det behov. Desværre er der nogen, der har brug for det, og så må vi sige, så lever vi faktisk ikke op til det, vi burde levere som et offentligt sundhedssystem, lyder det fra Lis Munk.
“Burde være indlagt”
Inden Marie Henriksen og familien tager på Baby Instituttet, er de forbi Rigshospitalets efterfødselsklinik til et obligatorisk tjek. - Vi kommer ind til den samme jordemoder, der har været på hjemmebesøg, og da hun ser os, siger hun, at vi nok burde være blevet indlagt, fortæller Marie Henriksen. Da jordemoderen hører, at familien har købt et privat barselsophold, tilbyder hun dem at blive på Rigshospitalet. - Hun var rigtig ærgerlig og ked af, at vi følte os nødsaget til det og spurgte så, om vi ville indlægges og få ro på og hjælp til amningen. På det tidspunkt var jeg bare færdig og træt af at sidde i et venteværelse i otte timer, forklarer Marie Henriksen.
Rigshospitalets fødeafdeling har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er i gang med en undersøgelse af mødrenes oplevelse som forventes klar til sommer. De undersøger blandt andet, hvordan det er gået med at etablere amningen i hjemmet og hvordan det opleves at få et hjemmebesøg af en jordemoder dagen efter fødslen. Indtil videre må de nybagte mødre på Rigshospitalet altså håbe på, at de er klar efter fire timer.
Svaret kan læses her.