top of page
Historiens tilblivelse
Midt i februar måned fik vi et tip. En anonym kilde fortalte os, at hun og mange andre, der havde født første gang på Rigshospitalet, havde haft dårlige oplevelser i timerne, efter barnet var kommet til verden. Ligesom hun fortalte, hvordan der under hendes fødselsforberedelse havde været panikstemning blandt de kvinder, der skulle føde på Riget. Derfor begyndte vi at kontakte kvinder via Instagram og vores eget kildenetværk. Vi fik kendskab til en række historier, som alle tegnede et billede af, at der på trods af mange vellykkede fødsler på Rigshospitalet, også var en gruppe af førstegangsfødende, som havde haft dårlige oplevelser med at blive sendt hjem fire timer efter fødslen. Alt dette på grund af en beslutning taget af ledelsen hos Rigshospitalets om at fjerne barselshotellet og i stedet lade kvinder føde ambulant, hvilket var led i en række besparelser i Region Hovedstaden. Kvinderne, vi snakkede, med havde dog en ting til fælles: de ønskede ikke at stå frem. Samtidig informerede presseafdelingen på Rigshospitalet os om, at hverken de eller nogle af deres jordemødre ønskede at udtale sig. I en dags tid troede vi historien var død. Indtil vi - af omveje - pludseligt fik hul igennem til en jordemoder gennem 25 år på Riget Pernille Truelsen. Hun var klar til at stille sig frem og fortælle om, hvilke konsekvenser besparelserne og de ambulante fødsler har. Samtidig fik vi også fat i Marie Linander Henriksen, som også var klar til at stå frem med sin historie. Dermed havde vi både en kilde indenfor murene på Rigshospitalet, samt en mor, der havde mærket den usikkerhed en ambulant fødsel kan medføre. Vores kilder fik også Rigshospitalet til at reagere, selv om de ikke ville deltage i selve radioindslaget. På den måde blev fortællingen om konsekvenser af de ambulante fødsler på Rigshospitalet skabt. Deres skriftlige svar til os kan læses her.
bottom of page